Seneste skud på stammen i Brdr. Prices samling af restauranter befinder sig i Aalborg i Restaurant Meats gamle lokaler på C.W. Obels Plads. Vi besøgte restauranten en regnfuld lørdag og fik i den grad noget for pengene.
Brdr. Price er efterhånden folkeeje. De to brødre fylder tv-skærmen, bogreolerne og nu også restaurantenscenen. I Aalborg er fokus på det traditionelle køkken, og menukortet er simpelt. Jeg gik derind med en vis skepsis, for på menukortet ser maden på en måde lidt almindelig ud — ikke at der er noget i vejen med “almindelig mad”, men det er bare svært at få til at spille.
Vi bliver mødt af Mia, vores fantastisk tjener, der med sit fantastiske humør og skønne historier gjorde aftenen endnu bedre. Da vi havde taget plads i det — godt nok lidt for varme — lokale, fortalte Mia os, at “vi da skulle have nogle bobler”. Det havde vi egentlig ikke planlagt, men ved nærmere eftertanke lød det som en god idé. Vi var otte personer, og skulle i forvejen ud i flere flasker, og da vi var uenige om, om det skulle være søde eller syrlige bobler, foreslog Mia en sød Prosecco fra Bisol-huset samt et par glas champagne fra Arnaud Robert. Vi fik hurtigt serveret sprødt og sejt surdejsbrød med smør og kunne dermed gå i gang med at udforske menukortet.
Flere fra selskabet valgte to forretter i stedet for en forret og en hovedret, og det var intet problem. Undertegnede fik stegte kammuslinger med trøffel og en usædvanligt god sauce, der bandt hele retten sammen. Alle serveringerne var smukt anrettet. Til forretten var vi igen uenige om vine, og vi endte med en Riesling fra Fritz Haag og en frisk og syrlig Bourgogne Blanc fra Vincent Giradin.
Til hovedret valgte størstedelen af herrerne i selskabet en steak i form af enten en bøf med bearnaise eller bordelaise eller en peberbøf med sauce poivre. Til begge retter blev serveret tyktskårede pommes frites ad libitum i små kurve og saucen blev serveret i små kobbergryder. Det efterlod meget lidt plads på bordet, men det virkede faktisk også til at være en del af konceptet — vi kom hinanden ved.
Selve tallerkenens anretning var ikke noget specielt, og kun nogle af tallerkenerne var anrettet med sauce, men på den anden side var retten lige præcis det, vi bestilte. Bøf.
Bøfferne var stegt til perfektion og den skønne marmorering i kraft af, at bøfferne var af højreb, gjorde, at smagen af kød virkelig trådte frem. Eneste svipser ved hovedretsserveringerne, var sauce bordelaise, en rødvinssauce på røget marv, der smagte alt for kraftigt af marv.
Øvrige serverede hovedretter var tataren, hvor min medspiser måtte kapitulere på grund af portionens størrelse — det er ikke decideret et problem. Herudover en uovertruffen skaldyrsbisque, der ifølge menukortet bliver lavet af de skaldyr, der er i sæson — god stil. Til hovedretterne fik vi endnu en flaske Riesling, og til bøfferne en Bourgogne Rouge, også fra Vincent Giradin, samt en Valpolicella fra Fratelli Recchia.
Både surdejsbrød og pommes frites var ad libitum, så selvom undertegnede havde store planer om at skulle slutte aftenen af med en gâteau marcel, måtte jeg sande, at der simpelthen ikke var plads til mere.
Hele vejen holdt Mia — og få gange et par andre tjenere — os i hånden, med historier om blandt 70-årige damer, der håndplukkede druer til vores Riesling.
Alt i alt løb det op i 5.420 kr., og det er vel at mærke mad til otte personer, samt seks flasker vin og to ekstra glas. Det er noget, vi godt kan lide i Aalborg. Oplevelsen var så absolut en af de bedre — ikke mindst på grund af Mia — og vi kommer uden tvivl tilbage igen.
Brdr. Price
C.W. Obels Plads 16
9000 Aalborg
brdr-price.dk
Kommentarer