Påsken står for døren, og du har igen glemt at lave snaps. Med en sifon kan du sætte fart på lagringen.
En sifon kan bruges til meget andet end at lave flødeskum, selvom det oprindeligt var tanken med dem. I professionelle køkkener har kokkene i mange år brugt sifoner til blandt andet andre former for skum, karbonering og til infusion. Med infusion kan vi udnytte trykket i sifonflasken til at trække smag fra ingredienser ind i en væske. Vi bruger her rapid infusion, eller hurtig infusion, til at lave snaps på kun halvanden time.
Smagsmulighederne er mange, og metoden kan selvfølgelig bruges i det uendelige til at producere din egen bitter. Vi laver en snaps med æble og rosmarin, men kommer også her med forskellige andre eksempler på snaps, du kan lave.
Du kan bruge en ren snaps eller vodka når du skal lave din egen snaps — vi foretrækker vodka, fordi vi på den måde bedre kan styre smagen af den endelige snaps.
Nedenstående snapse er alle lavet til 4 dl vodka, men kan fint skaleres. Pas dog på med kraftige ingredienser som nelliker, der let kan komme til at trænge for meget igennem.
Julesnaps
Snaps hører selvfølgelig også hjemme til de mange julefrokoster, og det handler blot om at være kreativ med julens ingredienser — prøv f.eks. en enebær- eller kanelsnaps. Eller denne snaps med appelsin og nelliker.
- Skræl fra 1 økologisk appelsin — uden det hvide
- 3 nelliker
- 1 kanelstang
- 30 g rørsukker
Hindbærsnaps
En hindbærsnaps er en af de snapse, det er ok at drikke kold, og kan være en god forfriskning som alternativ til en dessertvin.
- 100 g hindbær
- 50 g sukker
Hyldeblomstsnaps
En skøn snaps til de varme sommeraftener.
- 5 hyldeblomstskærme, skyllede
Besøg også kryddersnapse.dk for masser af inspiration til hjemmelavet snaps — og del gerne dine egne yndlingsopskrifter på snaps i kommentarsporet.
Ingredienser
- 400 ml vodka
- 1 æble
- 2 kviste rosmarin
Udstyr
- Sifon på minimum 0,5 liter
- 1 N2O-patron
Fremgangsmåde
- Forbered ingredienser
Vask æble og rosmarin, og skær æblet i tern, så de kan gå ned i sifonflasken. Opmål vodka. - Fyld i sifon
Hæld æble, rosmarin og vodka i sifonflasken og luk den. - Sæt under tryk
Skru N2O-patronen på flasken indtil gassen siver ind i sifonen. - Ryst og lad trække
Ryst sifonflasken intensivt i et halv minut, og sæt den ved stuetemperatur i halvanden time. - Luk gassen ud og sigt
Stil sifonen på et bord, og luk forsigtigt gassen ud. Hold et glas over udløbet og sæt en skål under, så den smule snaps, der kommer ud, lander i skålen i stedet for at sprøjte på loftet. Skru låget af og hæld resten af indholdet ned i skålen gennem en finmasket sigte. - Opbevar
Hæld snapsen på en flaske skyllet i kogende vand og luk den. Opbevar ved stuetemperatur (der er ingen grund til at skjule smagen ved at køle den ned).
Kommentarer