Oversigt
Opskrift
Spaghetti aglio e olio
Udgivet
Forberedelsestid
Tilberedningstid
Tid i alt
Din karakter
Karakter
Introduktion
Spaghetti aglio e olio er en meget simpel traditionel italiensk ret fra Napoli. Den indeholder få ingredienser, og er let at lave. Men det skal du ikke lade dig narre af. Spaghetti aglio e olio betyder spaghetti med hvidløg og olie, og selvom det ikke i sig selv (med mindre du er lige så glad for hvidløg, som vi er) lyder appetitligt, så er det præcis, hvad det er.
Retten har så få hovedingredienser at det virker helt skørt, at det kan smage så godt — men det gør det altså. Bestiller du den på restaurant i Italien kan du risikere at blive tilbudt et bord kun til dig selv på grund af den store mængde hvidløg.
Bemærk: Opskriften kan varieres i det uendelige. Prøv en af variatonerne nederst i artiklen, eller forsøg dig frem med dine egne idéer.
Ingredienser
- 10 g hvidløg
- 50 g olivenolie
- 200 g tørret spaghetti
- 50 g parmesan
- bredbladet persille
- salt
- peber
Udstyr
- Gryde
- Pande
- Kniv
- Dørslag
Fremgangsmåde
- Kog spaghetti
Bring et par liter vand i kog i en stor gryde. Når det koger, kommes salt og spaghetti i gryden. Kog efter anvisningerne på pakken. - Varm olie op
Tænd imens en stor pande på mellemlavt blus og varm olivenolien op deri. - Steg hvidløg
Skær hvidløg i tynde skiver og kom dem i olien. Steg dem forsigtigt – de må ikke blive brune. - Tilsæt pastavand
Tag en deciliter pastavand op af gryden og hæld det forsigtigt i panden. Lad det koge ind i et par minutter. - Tilsæt spaghetti
Hæld spaghetti i et dørslag og lad det dryppe af, og kom det derefter i panden. Rør godt rundt, så saucen dækker spaghettien. - Tilsæt parmesan og persille
Hæld spaghettien tilbage i gryden, riv masser af parmesan ud over og vend i persille. - Server
Server i dyb tallerken med endnu mere parmesan, friskkværnet peber og flagesalt på toppen. Velbekomme.
Variationer
- Spaghetti aglio, olie e peperoncino — tilføj en enkelt lille, hakket tørret chili sammen med hvidløget. Det giver et ekstra bid, der fungerer suverænt sammen med hvidløget.
- Spaghetti aglio e olio alla Milanese — tilføj en håndfuld rasp lige før hvidløget er stegt færdig. Det giver en sprød og lækker tekstur til retten.
- Spaghetti aglio e olio med præserverede citroner — tilføj finthakkede præserverede citroner sammen med hvidløget. Den fantastiske syrlighed fra citronerne giver retten et helt andet udtryk.
Kommentarer