To klassiske italienere møder hinanden — pizza og bruschetta pomodoro. Det er simpelt, det er friskt, det er sprødt: Mød Bruschetta-pizzaen.
Danskerne har længe været vilde med salatpizzaen, der med sine slatne icebergblade og cremefraiche-dressing ikke har vundet noget stort indpas hos os. Men behøver det være sådan? Vi bruger tomatsauce som bund på vores pizza, og bager den ved høj temperatur med flåede mozzarellakugler, og tilsætter derefter rucola og bruschetta-blandningen, og topper med flagesalt og balsamico.
Sørg for at bruge en god balsamico — ikke den billige fra hylden i supermarkedet, men en rigtig balsamico. De koster ganske vist en smule mere, men de fleste supermarkedsbalsamicoer er egentlig bare vineddike tilsat en smule farve og sødme. Ægte balsamico er reduceret druemost, og har en helt anden sødme end den balsamico, vi er vant til. Vi kan godt lide Leonardis balsamicoer, der, så vidt vi ved, kun forhandles i Danmark af Supermarco. Er du i Italien, så fyld bagagerummet op. Otto Duborg kan vente til næste gang.
Ingredienser
- 1 portion pizzadej
- 1 håndfuld rucola
- 1 portion tomatsauce
- 1 mozzarellakugle
- balsamico
Tomatblanding
- 500 g tomater
- 5 g flagesalt
- 1 håndfuld basilikum
- 2 fed hvidløg
- 1 spsk olivenolie
Udstyr
- Intet specielt
Fremgangsmåde
- Lav pizzadej
Dagen i forvejen, eller mindst to timer før bagning, laver du pizzadejen. - Hak tomater
Hak tomater og vend med salt. Stil til side i 10 minutter. - Bland tomater med øvrige ingredienser
Hæld væsken fra tomaterne, og bland med olie, salt, hakket basilikum og finthakket hvidløg. - Lav pizza
Rul dejen ud og smør et lag tomatsauce derpå. Flå stykker af mozzarella og fordel dem over pizzaen. - Bag pizza
Bag pizzaen ved høj varme på en bagesten ved almindelig varme (gerne 280°) i 5-8 minutter. - Færdiggør pizza
Tag pizzaen ud af ovnen, fordel rucola og derefter tomatblanding på pizzaen. Drys med flagesalt og dryp god balsamico ud over.
Kommentarer