Forsmag: Opskrifter · Anmeldelser · Grej

Introduktion til sous vide

Introduktion til sous vide
Introduktion til sous vide

Selvom den første tanke omkring sous vide stammer tilbage fra 1799, var det først i 1970erne, at sous vide begyndte at finde vej til restauranterne. Sous vide er fransk for “under vakuum”, og refererer til, at fødevaren vakuumpakkes ved tilberedning.

Metoden har længe været brugt på restauranter, men på grund af den høje pris på udstyret, er det først inden for de sidste par år — blandt andet på grund af Kickstarter-projekter som Sansaire, Anova og Nomiku — at det er blevet tilgængeligt for private. Sous vide er et fantastisk redskab, både i professionelle køkkener og i det private køkken — og uanset om det er hverdag eller weekend.

Sous vide er en ukendt verden for mange, men det er faktisk slet ikke så svært at komme i gang. I denne artikelserie kigger vi på hvad sous vide er og kan, hvad du skal bruge for at komme i gang og hvordan du gør. Derudover kommer vi også med nogle generelle vejledninger til tider og temperaturer for forskellige madvarer, og til sidst runder vi af med en række ofte stillede spørgsmål. Har du allerede helt styr det, kan du kigge på nogle af vores sous vide-opskrifter.

Hvad er sous vide?

Har du prøvet at overtilberede en steak? Eller at servere smattede grøntsager? Måske, måske ikke. Men vi tror stadig, at sous vide kan hjælpe selv den bedste kok. Sous vide gør nemlig, at du får det samme resultat hver gang.

Helt kort er sous vide vakuumpakkede fødevarer, der tilberedes under præcis temperaturkontrol i et vandbad. Men hvorfor overhovedet gøre det? Man kan stege en fantastisk steak på en varm jernpande. Man kan langtidstilberede en oksesteg i ovnen og få det møreste stykke kød. Det korte svar er: Kontrol. Da vandet omslutter madvaren fuldstændigt, opnås perfekt varmefordeling og temperaturstabilitet — noget som selv de bedste ovne i hjemmekøkkenet ikke kan. Det giver forudsigelighed, som gør, at du ved præcis hvordan resultatet bliver. Hver gang.

Sous vide er også bekvemmelighed. Fordi maden passer sig selv, giver det dig mulighed for, at koncentrere dig om andre ting — salaten, opvasken eller bare en god serie på Netflix.

Hvad kan jeg lave med sous vide?

Du kan i princippet tilberede alt i en sous vide (læs f.eks. Lifehackers “Will it Sous Vide?”-serie) — kød, grøntsager, desserter, fonds, supper — men f.eks. en grydesteg vinder virkelig ved at blive tilberedt sous vide. Nogle siger, at man kan tage det dårligste stykke kød og gøre fantastisk, hvilket er en sandhed med modifikationer — det er nok nærmere sandheden, at sous vide får det bedste ud af et hvilket som helst stykke kød.

Du kan også bruge din sous vide til alt muligt andet: æg, is, cocktails med mere — men det er en historie til en anden gang. Måske brænder du for at komme i gang — vi skal ikke holde dig hen — så tag et kig på vores guide til tider & temperaturer. Har du spørgsmål eller kommentarer er du altid velkommen til at skrive en kommentar eller kontakte os. Vi glæder os til at høre fra dig.

Kom i gang med sous vide

Uanset om du er nybegynder eller erfaren håber vi, at du kan finde inspiration, nye tips eller svar på spørgsmål i vores guide til sous vide.

Oversigt

Ku' du lide hvad du læste?

Del meget gerne artiklen — så giver vi en digital high-five.

Kommentarer

Ny kommentar

avatar
  Subscribe  
Påmindelser